Bjørn Nørgaard – Freyrs Brønd
Freyrs Brønd er skabt til Fanefjord Torv af billedhugger Bjørn Nørgaard, der i mange år haft atelier og hus på Møn. Han er medstifter af Kunsthal 44Møen.
Freyrs Brønd består en cirkulær granitbelægning samt en figur støbt i bronze placeret i centrum.
Tre render i belægningen leder regnvand ind under figuren og ned i en brønd, hvorfra det løber videre ud i et regnvandsbassin bag torvehallen.
Der er altså ikke tale om en brønd i traditionel forstand, men en symbolsk fejring af regnvandet som er en forudsætning for vækst og liv.
Freyr (oldnordisk for Frej ) er en frugtbarhedsgud i den nordiske mytologi – og bror til gudinden Freja.
Freyr hersker over regnen og solen og jordens afgrøder. Han er den, der sikrer gode år med menneskers velstand og fred.
En vigtig ambition bag projekt Fanefjord Torv er at inspirere til øget lokal fødevareproduktion.
Torvet og torvehallen skal med handel og andre aktiviteter tjene som et omdrejningspunkt for den ambition.
Freyrs Brønd kan – med sin reference til regn, sol og frugtbarhed – ses som en påmindelse om dette langsigtede mål.
Realiseringen af Freyrs Brønd er muliggjort med støtte fra Aage og Johanne Louis-Hansens Fond samt private donationer.
Bjørn Nørgaard sidder på Fanefjord Torv og arbejder med de sidste justeringer, inden belægningsarbejdet går i gang.
Granitbelægningen var færdig i juli. Her står Bjørn Nørgaard på pladsen sammen med Buster og René fra holdet, der lagde de mange sten.
Fotos: Egon Gade m.fl.
Store og små på opdagelse lige efter afsløringen af Freyrs Brønd den 21. august 2025.